Endnu en super tur arrangeret af Golfkysten!
Vi var i maj/ juni tre uger på Islantilla Golf Resort nær kysten syd for Sevilla og boede i en meget stor og dejlig lejlighed med terrasse og morgensol i et utroligt velholdt og roligt resort kun få meter fra golfbanen.
Der var 10 runder golf med i pakken hvoraf de to runder var på to forskellige baner oppe i baglandet og resten på Islantilla golf som består af tre sløjfer, alle meget smukke og med hver deres særpræg og udfordringer og yderst velholdte. Dertil en rigtig god service med booking af tee tider, buggy leje osv. i det hele taget et meget venlig og hjælpsom personale både på resortet og golfbanen.
Vi var meget betaget af området som var meget specielt og frodigt, med super strande ved Isla Cristina og Isla Canela hvor vi tog ud de dage vi ikke spillede golf. Hovedbyen Huelva er også et besøg værd meget charmerende og autentisk, samt småbyerne ved kysten hvor El Rompido er helt uimodståelig.
Er man til frisk, som i frisk, fisk og skaldyr er det et sandt mekka. Strandende er fyldte med små fiskebåde der sejler ud i de tidlige morgentimer og fanger dagens lækkerier der få timer senere er klar på de mange små restauranter i området, helt fantastisk!
Dertil kommer et perfekt klima. I perioder med hedebølge i hele Spanien, havde vi ved kysten 28 grader og en let frisk vind der gjorde det behageligt at spille golf og være på stranden.
Så alt i alt en fantastisk tur og vi skal helt klart tilbage igen!
Tak Dennis,
Hilsen Anja og Ejner